geometrisk1 web
Geomatrisk konkret og humoristisk
Villy Grønborg , Ewa Werber og Peter Holck.

Lørdag d. 9. marts - 1. maj
Galleriet
Fernisering kl. 12.15

Tre kunstnere har sat hinanden stævne i Farum Kulturhus i perioden 9/3 -1/5 2019 : Ewa Werber, Villy Grønborg og Peter Holck.

Der er tale om tre væsensforskellige billedkunstnere, der har arbejdet individuelt igennem de seneste 40 år. Medierne de anvender strækker sig fra maleri til foto og objekter. Deres udtryk spænder fra det geometriske og konkrete til det humoristisk fortællende. På denne måde synes forskellene kunstnerne imellem, at være mere iøjefaldende end sammenhængen.

Ved nærmere eftersyn viser sig imidlertid en række sammenfald. Udover at dele generation, de er alle født i 50érne, har de den kunstneriske ballast til fælles der tilhører perioden. Ballasten består af lige dele modernisme og postmodernisme. De har alle, så at sige, fået modernismen ind med modermælken, men har virket under den såkaldte postmoderne æra; perioden hvor modernismens krav om enten/eller blev udskiftet med det postmoderne både/og.

På trods heraf er der alligevel meget modernistisk arvegods at finde i deres arbejde. Først og fremmest bekender de sig alle tre til det visuelle og sanselige som udgangspunkt for deres arbejde. Desuden deler de interessen for det formelle aspekt ved billedkunst, og endelig lader de tre kunstnere farven være primær aktør i deres arbejde: Alt sammen klassisk modernistisk ideologi men for deres vedkommende med et tvist. Det kan vise sig helt konkret som i Grønborgs mønstermaleri, eller fortolket igennem plastik ”readymades” som hos Werber, eller måske mere indirekte i Holcks fortællende malerier.

Overfladisk set synes de tre meget forskellige men måske er der, når det kommer til stykket, blot tale om en forklædning til forskel?

geometrisk2 web geometrisk3 web

Ewa Werber siger om sit arbejde: I over 20 år har jeg arbejdet med konkret maleri udført på basis af streng geometri. Som en glædelig overraskelse kom en komplementær bevægelse i form af mine nyere arbejder med installationer udført fortrinsvist i plastik. Lethed og leg. Siden kom også fotografiet til i processen, fotografier der kredser om det genkendelige og det abstrakte.  

Villy Grønborg om sine malerier: Indhold er der ikke noget af. De er ikke spændende eller provokerende, er ikke ladet med meninger og rummer ingen sandheder. Jeg har ingenting på hjerte. Der er ikke noget, jeg vil meddele; mine malerier vidner bare om, hvad en tilfældig storbyeremit bruger sin tid på.

Jeg har ikke noget at sige; jeg snakker bare, i.e. jeg maler bare.

Peter Holck: Foran et tomt lærred spørger jeg: Hvad skal jeg male, hvordan skal det males og hvorfor maler jeg det?

Første spørgsmål har jeg et Don Juan-agtigt forhold til og tager hvad der kommer, andet spørgsmål kan tage dage, måneder og år at besvare og hvad der måske blot var et vittigt indfald, bliver til blodig alvor.

Det tredje spørgsmål overlader jeg trygt til psykologien.

Arrangør: Farum Kulturhus

Joomla Templates: by JoomlaShack