Skip to main content

DANMARKS LÆNGSTE GUIRLANDE

Julepynten samskabes af alle borgere i Furesø Kommune
1. november - 24. december
Foyeren 
Gratis entré 

Jakobsstiger, Musetrapper, guirlander og popcornsranker kommer til at pryde Foyeren i Farum Kulturhus.

Guirlander hører sig jo til i Farum Kulturhus Foyer, og i år skal julepynten samskabes af alle borgere i Furesø Kommune. Guirlanderne laves først derhjemme, for siden at sættes sammen af "musetrapper", der dog oprindeligt hed noget ganske andet!

Fra 1. november er alle velkomne til at byde ind med årets juleudsmykning i Farum Kulturhus, der er dog ét fast greb – eller dogme – om man vil, det skal være en RØD, GRØN og/eller HVID popcorn- eller papirguirlande. Alle kan således bidrage til at samskabe ”Danmarks Længste Guirlande”.

Som bonus info skal nævnes, at landsbyen Ravnkilde i Himmerland har rekorden på 19 km. -  så det er lidt af en opgave vi skal løse sammen.

 

HISTORIEN:

Flettet julepynt kendes dels som hjerter, men også som "musetrapper", fremstillet af to strimler papir - i forskellig farve. Disse kendes helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet. Et hæfte, udgivet i 1880, omtaler denne dekorationsform, som dog her kaldes "katte trappe". Trapperne kan bruges enkeltvis eller sættes sammen til en guirlande.

En anden guirlande, som af mange i dag kaldes Jakobsstige, er sammensat af ringe i papir. Den "oprindelige" Jakobsstige er klippet ud, som en naturalistisk stige, der hængtes fra træets top til bund. 

 

Hvorfor guirlander og hvor kommer de fra?

Juletid betyder guirlander, guirlander overalt. Når du ser dem hænge omkring indkøbscentre og dine naboers huse, ved du, at JULEN er annonceret. Men på trods af hvor udbredte disse dekorative ranker er, så er det påfaldende, at de fleste af os ikke rigtig ved, hvorfor de er forbundet med julen.

De første guirlander blev brugt til at dekorere juletræer med og de var fyldt med kristen symbolik.

Den traditionelle guirlande består af en cirkulære form, dvs. at dens dele er "uendelige", ligesom Jesu kærlighed.

Kristtorn   altså ægte levende kristtorn, blev oftest brugt til bundne guirlander og deres udtryk symboliserede den tornekrone, som Jesus bar under korsfæstelsen. De røde kristtornbær var altså en påmindelse om det blod, Kristus udgydte for kristne over hele verden.

I USA har det, siden 1860´erne, været populært at bruge popcornsguirlander. Og der er eksempler på, at disse blev skabt i fattige familiers hjem. Siden kunne man, i amerikanske dameblade, se instruktioner på hvordan man kunne farve kæderne med frugtfarve.

Nu behøver vores guirlander jo hverken være røde eller blodige, men familier og godtfolk opfordres til at skabe det ypperligste ud i guirlander, for at forskønne vores allesammens smukke Farum Kulturhus.

Alt er altså muligt så længe det kan betegnes som en guirlande. Så vi glæder os til at se både papir, popcorn og nye påfund, i RØDT, GRØNT eller HVIDT. Husk at guirlanden skal kunne sammensættes med andres, allerede ophængte, guirlander.

 

VELKOMMEN.

 

Arrangør:

Farum Kulturhus

Back to top