Skip to main content
Brave New World - Better Safe than Sorry af Martin Burridge

Brave New World - Better Safe than Sorry af Martin Burridge

Hånden på hjertet af Doron Silberberg

Hånden på hjertet af Doron Silberberg

ET SURREALISTISK MØDE

Martin Burridge og Doron Silberberg 
Lørdag d. 2. marts - 14. april
Fernisering i Galleriet kl. 12.15
Gratis entré 

 

Martin Burridge er autodidakt billedkunstner med en baggrund som grafisk designer og illustrator.

”Mine værker er en rejse ind i et dystopisk/post-apokalyptisk univers. Et univers udenfor tid og sted. Værkerne er tableauer, der afspejler menneskehedens afgrundsdybe dårskab, men også den snarrådighed og vilje, hvorved arten Homo Sapiens (måske) overlever længe nok til at overdrage den svagt ulmende fakkel til den fagre nye AI verden.

En verden, hvor binære tal og koder genskaber det ideelle samfund med cyborgen i centrum. En ny virkelighed, styret af digitalt rationale og fravær af følelser. Et Utopia, hvor solen en sjælden gang imellem bryder gennem de rustrøde skyer, blot for at illuminere et goldt landskab og de få artefakter, der er resterne af det, vi var engang.

Bag de dystopiske fortællinger gemmer sig også strejf af humor, håb, magi og tro på, at det trods alt nok skal gå alt sammen… måske!?” 


Doron Silberberg
skaber unika-skulpturer i stentøj og bronze. De seneste år har han arbejdet med at ud-forske keramikken som skulpturelt materiale. Figurerne vidner både om et kritisk og humoristisk syn på dig og mig og mennesker generelt. Hans skulpturer er fortællinger om kærlighed og had, os og dem.

"De seneste års arbejde med leret som materiale, har for mig været en søgen ind i det oprindelige, i jorden og i min egen historie. At fordybe mig i og iagttage menneskelige relationer, inspirerer mig”, siger Doron Silberberg.

Redaktøren af Kunstavisen, Tom Jørgensen har skrevet:
Doron Silberbergs skulpturer er hele små magiske universer præget af finurlighed, fortælleglæde, saftige kommentarer, løssluppen humor og ironiske hip til vores ofte forskruede samfund. Inspirationskilden er surrealisme, commedia dell´arte og moderne assemblagekunst, men vigtigere end disse kunst- og kulturhistoriske referencer er livet selv.

Doron Silberberg har simpelt hen et godt øje til tilværelsens underfundige, mærkværdige og absurde tildragelser og vigtigst af alt, han har fundet frem til sit helt eget kunstneriske udtryk.

Doron Silberberg er en garvet udstiller og er repræsenteret i bogen:
’101 Kunstnere – 2010’  
Han vandt titlen ’Årets Kunstner’ på Art Nordic Kunstmesse 2014 i København.
I begrundelsen har Preben Winter, forfatter og anmelder ved Kunstavisen skrevet: "Jeg har valgt Doron Silberberg som ’Den bedste’ på grund af hans skæve indfald, hans mod, hans professionalisme, hans leg med begreber og ord, hans evne til at fange beskueren og hans glasurer og farvesans. Keramikken er i top! Hans værker er en berigende oplevelse."

 

Arrangør:

Farum Kulturhus

Back to top